CHRISTINA ÅSTRAND, violin
ZACHARY HATCHER, harpe
HERMES ENSEMBLE
Carsten Dahl (1967- ): “Drømmespil” for soloviolin. 5´
Palle Mikkelborg (1941-): ”Going to Pieces... without falling apart” for violin, harpe og strygeensemble. (Dansk førsteopførelse) 50´
Forord / Programnote
En solfuld morgentur i Melbourne bragte mig forbi en boghandel der specialiserede sig i ”spiritual books”, og i vinduet faldt mine øjne på et citat som øjeblikkeligt ramte mig følelsesmæssigt stærkt - og jeg følte at jeg havde fundet titlen på den komposition jeg på tankeplan allerede var i gang med. Citatet lød:
”poing to pieces ... without falling apart”
Tre temaer og relaterede skalaer, baseret på henholdsvis Elise Båtnes’, Helen Davies’ og Bergen Kammerensembles navne, har været afgørende for dele af tonesproget, og forekommer både i close-up og mere douche i kompositionens syv hovedafsnit.
Det barnlige, det enkle, det her-og-nu naive, det umiddelbare, kom til at spille en vigtig rolle under arbejdet. Ikke fordi selve mit tonesprog er særligt meget anderledes end ellers (hvordan skulle det også kunne blive dét?), men formuleringen: at go to pieces fik mig til at tænke på ”at blive som barn på ny”, atter at være u-bange, at turde tro på det enkle.
Udover denne – i bedste betydning – enkle inspiration er ønsket at kompositionens kurve kan opleves som en mulig ”meditations-rejse”: i starten en tro på egen ro, langsomt breder uroen sig, og i lystfulde glimt ser man sig selv ”danse” en rituel dans, med åndehuller her og dér; og fristelsen til at rive forhænget væk og go to pieces, og angsten for måske at miste sig selv undervejs, breder sig. Dog, til sidst erkender man at det var rejsen værd, at man heller ikke denne gang faldt apart, men kan se frem mod atter at vise livet sin respekt ved spirituelt fuldstændigt at give sig hen, dog vel vidende at livet merciless & merciful, med kærlig hånd vil lade dig
”go to pieces ... without falling apart”
Men selvfølgelig er mit egentlige ønske: at man blot lader musikken leve sit eget ordløse liv - at lytteren har sin egen rejse.
Palle Mikkelborg
Christina Åstrand – koncertmester i DR symfoniorkestret - er en af Danmarks førende violinister med en stærk international profil, både som solist og kammermusiker. Sammen med soloharpenisten i DR Symfoniorkestret Zachary Hatcher udforsker hun et mere sjældent kammermusikalsk landskab, hvor transparens, farver og lyrisk nærvær er i centrum. Duoens programmer spænder fra klassiske arrangementer til nyere værker skrevet direkte til besætningen. Hermes Ensemble er et fleksibelt kammerensemble, der samler nogle af Danmarks mest markante musikere på tværs af generationer. Ensemblet er kendt for nysgerrige programmer, hvor klassiske værker møder sjældnere repertoire og nyere musik. Sammen med de to solister vil Hermes Ensemble ved denne lejlighed spille en dansk førsteopførelse af jazz-legenden Palle Mikkelborgs koncert for violin, harpe og stryge ensemble : ”Falling apart without going to Pieces” – indledt af pianisten Carsten Dahl´s ”Drømmespil” for soloviolin.